I en tid, hvor vi taler så meget om at miste mening –
i arbejdslivet, tænker jeg på, hvor værdifuldt det er at have et arbejde, der gør en forskel for andre.
Jeg har stor respekt for alt omsorgsarbejde, men er der nogen jeg virkelig beundre, er det hospitalsklovnene som jeg netop har besøgt.
Som hospitalsklovn træder man ind i et af livets mest intense og sårbare rum, hvor man er med til at transformere traumer, frygt og smerte til øjeblikke af leg og lys. At være hospitalsklovn er at stå på den skarpe kant af livet med hjertet åbent. Det er stærkt, og det rører hjertet – men kan også dræne.
For mig at se er det virkelig vigtigt, at man som klovn har et medfølende forhold til sig selv. For selvom man træder ind i en rolle og tager en maske på, må der samtidig være en levende kontakt til ens egen menneskelighed; til smerten, sorgen, afmagten og til det vingesus af sårbarhed, som er vores fælles menneskelige vilkår.
Jeg tror ikke det er muligt at stå tæt på andres lidelse uden selv at blive berørt. Spørgsmålet er vel heller ikke, hvordan vi undgår at blive berørt, men hvordan vi kan stå der, med fødderne på jorden og hjertet åbent, uden at miste den omsorgsfulde kontakt til os selv.
Det er medfølelse – eller her selvmedfølelse, når den vendes mod os selv. Den kan hjælpe os med at blive stående på kanten uden at falde over i udmattelse, afmagt eller hårdhed. Medfølelse har et ønske om lindring og den opstår i kontakten med lidelse. Om det er vores egen eller andres, er det samme. Medfølelse hjælper os til ikke at lukke ned, at forblive nærværende, menneskelige og derved forbundne.
Det kræver mod at turde stå på kanten, i det uvisse, i afmægtigheden og i håbet.
Det er i virkeligheden hjertekvaliteternes fine arbejde – (Brahmavihāra* som oversat betyder “gudernes have”) – som hospitalsklovnene kan bringe med sig. En atmosfære, de selv kan hvile i og hente næring fra, men som også kan mærkes af det barn og den familie, de møder på hospitalet. Ikke som ord, men som handling og udtryk.
Det var så fin en oplevelse at være blevet inviteret med på deres årsmøde for at give en workshop om Autenticitet, Integritet og Selv-medfølelse gennem oplæg, meditation og yoga.
Jeg kunne mærke en helt særlig træthed i rummet, der lidt efter lidt piblede frem. Først som lysten til at ligge bagerst i rummet. Som skepsis. Som uro over ikke at kunne finde en god måde at sidde på. Senere som gab og snork. Og til sidst som en åben blødhed, hvor de havde overgivet sig til venlighedens favn – til at det var okay at være træt, at have smerter, uro og tankemylder.
Rummet samlede sig efterhånden og de krøb tættere på, liggende siddende og hvilende op ad væggene. Den sidste halve time var rummet tæt af en kærlig opmærksomhed, hvor det var tydeligt at mærke deres villighed, nysgerrighed, oprigtighed og den kærlige respons på det de oplevede ved at møde sig selv så nysgerrigt og omsorgsfuldt.
De gav rummet til hinanden ved at møde op i nærværet og være til stede i sig selv. Ved at trække opmærksomheden hjem og ikke flagre rundt i rummet for at tilpasse sig, men i stedet synke ind i den intuitive forståelse af, at de helt enkelt hører til, faldt noget på plads. Det blev tydeligt, at det ikke er nødvendigt at gøre noget for at kunne hvile i denne kilde af omsorg.
Tak!
*Brahmavihāra er en fællesbetegnelse fra den buddhistiske psykologi og består af hjertekvaliteterne: Kærlig venlighed, medfølelse, medglæde og sindsligevægt. Brahmavihāra betyder direkte oversat: gudernes have.
Jeg læste dette smukke digt højt (Engelsk version længere nede)
For den, der er udmattet – en velsignelse, af John O’Donnehue
Når hjertets rytme bliver hektisk,
påtager tiden sig anstrengelsen, indtil den brister;
så falder al den uforløste stress ind
over sindet som en endeløs, tiltagende tyngde.
Lyset i sindet bliver dunkelt.
Det, du før kunne tage med lethed,
bliver nu til viljens besværlige handlinger.
Trætheden invaderer din ånd.
Tyngden begynder at synke i dig,
trækker hver eneste knogle nedad.
Tidevandet, du aldrig værdsatte, er trukket tilbage.
Og du er strandet på usikker grund.
Noget i dig er lukket ned;
og du kan ikke skubbe dig selv hen til livet.
Du er tvunget til at træde ind i en tom tid.
Begæret, der drev dig, har givet op.
Der er ikke andet at gøre nu end at hvile
og tålmodigt lære at tage imod det Selv,
du har forladt under dagenes ræs.
Til at begynde med vil dine tanker formørkes,
og sorgen tage over, lige som et trykkende vejr.
Strømmen af ugrædte tårer vil gøre dig bange.
Du har rejst for hurtigt hen over uærligt terræn;
nu er din sjæl kommet for at hente dig tilbage.
Søg tilflugt i dine sanser, åbn dig
for alle de små mirakler, du hastede forbi.
Bliv optaget af regnens måde at falde på,
når den falder langsom og fri.
Efterlign skumringens vane,
der tager sig tid til at åbne brønden af farver,
som skabte dagens lys.
Læg dig tæt op ad stenens stilhed,
indtil dens ro tager dig til sig.
Vær overordentligt blid ved dig selv.
Hold dig på afstand af dem, der er urolige i sindet.
Lær at blive hos en, der hviler i lethed,
og som føler, at de har al tid i verden.
Lidt efter lidt vil du vende tilbage til dig selv,
efter at have lært en ny respekt for dit hjerte
og den glæde, der bor dybt i den langsomme tid.
Oversættelse – Christin
For One Who Is Exhausted, a Blessing by John O’Donnehue
When the rhythm of the heart becomes hectic,
Time takes on the strain until it breaks;
Then all the unattended stress falls in
On the mind like an endless, increasing weight.
The light in the mind becomes dim.
Things you could take in your stride before
Now become laborsome events of will.
Weariness invades your spirit.
Gravity begins falling inside you,
Dragging down every bone.
The tide you never valued has gone out.
And you are marooned on unsure ground.
Something within you has closed down;
And you cannot push yourself back to life.
You have been forced to enter empty time.
The desire that drove you has relinquished.
There is nothing else to do now but rest
And patiently learn to receive the self
You have forsaken in the race of days.
At first your thinking will darken
And sadness take over like listless weather.
The flow of unwept tears will frighten you.
You have traveled too fast over false ground;
Now your soul has come to take you back.
Take refuge in your senses, open up
To all the small miracles you rushed through.
Become inclined to watch the way of rain
When it falls slow and free.
Imitate the habit of twilight,
Taking time to open the well of color
That fostered the brightness of day.
Draw alongside the silence of stone
Until its calmness can claim you.
Be excessively gentle with yourself.
Stay clear of those vexed in spirit.
Learn to linger around someone of ease
Who feels they have all the time in the world.
Gradually, you will return to yourself,
Having learned a new respect for your heart
And the joy that dwells far within slow time.
