Februar Meditationsmåned 2027

Helende nærvær

– lindring fra hjertet.

Dedikér din februar til meditation, og giv din praksis tid og dybde.

Gennem hele februar får du støtte til at udvikle og stabilisere din meditationspraksis. Uanset om du er ny eller erfaren, kan vi have brug for at sætte tid af til at finde mere ro, nærvær og dybde i vores liv.

Det er en gammel tradition at bruge årets regnfulde tid til meditation, men i Danmark er den mørke og lange vinter mere oplagt. Naturen er stille, og vi kan lade os inspirere af dens rytme og trække os lidt tilbage til fordybelse, heling og næring.

Denne februar inviterer jeg dig til at finde ind i en daglig praksis med åndedrætsmeditation og opleve, hvordan nærvær, omsorg og medfølelse kan give støtte og lindring i hverdagen – også når livet er svært.

Læs mere om årets tema nedenfor. Tidligere udgaver af Februar Meditationsmåned kan downloades i webshoppen.

Praktisk information

  • Hvornår: Alle hverdage i februar kl. 7.30–8.00, med start mandag den 1. februar.
  • Hvor: På Zoom fra Christins meditationsrum.
  • Fleksibilitet: Alle sessioner optages, så du kan meditere med, når det passer dig.
  • Pris: Støttet pris 550 kr. · Basispris 800 kr. · Bidragende pris 1.100 kr.

 

 

HELENDE NÆRVÆR

– lindring fra hjertet

Ligesom havet kun har én smag, nemlig salt, har Buddhas tidligste undervisning én tone: lindring fra lidelse. Det er også det, vi kalder frihed, lettelse – og i sin dybeste form opvågning.

I Februar Meditationsmåned 2027 dykker vi ned i nærværets kraft til at hele, åbne og nære. Det er kernen i februars praksis.

Jeg vil trække på Buddhas undervisning i åndedrætsmeditation, medfølelse og tillid, men også på nyere forskning i traumer, smerte og betydningen af at kunne tilbyde os selv en grundlæggende følelse af tryghed – måske den tryghed, vi manglede, da vi første gang mødte livets uundgåelige foranderlighed og uvished.

Praksis for heling er enkel og tilgængelig for alle. Dag for dag øver vi os i at møde os selv med en modtagelig opmærksomhed, venlighed og omsorg. På den måde kan vi skabe plads til lindring – ikke nødvendigvis ved at smerten forsvinder, men ved at ændre måden, vi er til stede med den på.

Alle er velkomne – både nybegyndere og erfarne meditationsudøvere. Du behøver ikke at have en bestemt erfaring eller viden at komme med. Du skal blot have lyst til at sætte en halv time af til meditation hver hverdag i februar.

Læs tidligere deltageres udtalelser længere nede 🌟

PROGRAM 

7:30 Inspiration
7:35 Guidet Meditation
7:57 Dedikation
8:00 Slut

Første gang, mandag d. 1 Februar, vil der efter sessionen være mulighed for at stille spørgsmål. Derudover holder jeg hver fredag rummet åbent efter sessionen til spørgsmål og svar om meditation og praksis – for alle, der har lyst.

Hver morgen starter jeg med at dele en refleksion som inspiration, der kan fungere som praksisnoter til din meditation. Meditationen er guidet og indeholder perioder med stilhed. Vi afslutter hver session med en dedikation af vores praksis, som vi reciterer sammen. Se dedikationen herunder.

PRAKTISK

Når du tilmelder dig, får du automatisk tilsendt et Zoom-link på mail og adgang til alle sessioner i hele februar måned.

Log gerne på fra kl. 7:25. Porten lukkes kl. 7:30 for at skabe ro omkring vores praksis. Sessionerne optages og kan lyttes til frem til næste morgens meditation. Bemærk, at fælles refleksioner ikke optages, da jeg ønsker at skabe et trygt og roligt rum.

Du er velkommen alle de morgener, du kan, og du er også velkommen til at deltage sammen med andre.

DEDIKATION

I dag,
må jeg relatere til mig selv,
til andre og til verden omkring mig
med venlighed og forståelse.
Må jeg bruge min dag,
så den er i takt med mine dybeste ønsker.

Til gavn for alle væsener uden undtagelse
dedikerer jeg uden nogen form for tilbageholdenhed
al den fortjeneste, der er opnået gennem min praksis
til altings større bedste.

Må alle levende væsner blive fri for smerte og forvirring
Må alle levende væsner leve med fred og glæde”

Dedikation i printervenlig version

OM DEDIKATION

Dedikation, tilegnelse, intention, bøn

At dedikere værdien af vores praksis til også at inkludere andre kan åbne vores praksis op, gøre den mere ubesværet og mindre selvoptaget.

Når vi inkluderer andre mennesker, dyr og følende væsener i vores praksis, forbinder vi os med alt liv. Selvom vi måske opfatter os selv som adskilte fra andre, er vi i virkeligheden dybt forbundne og indbyrdes afhængige.

Ved at dedikere værdien af vores meditation til alle væsener, harmoniserer vi med denne sandhed – også selvom vi måske ikke mærker det lige med det samme. Vi kan vælge at dedikere vores praksis til at lindre andres lidelse og støtte dem i at folde sig frit og fuldt ud i livet.

UDTALELSER OG STJERNEDRYS ✨ OM FEBRUAR MEDITATIONSMÅNED

Af hjertet tak for i dag og for de seneste ugers vedkommende og nænsomme guidning og støtte. TAK for dig og alt det du er og giver – jeg er så glad for at have mødt dig på vejen. TAK for at lukke mig ind i varmen, da den lidt ustabile netforbindelse lukkede ned.


Tak for det fine forløb, som har fået sat mig i gang med meditation igen. Det var en super god måde at gøre det på…. via Zoom og vha dine fine anvisninger og guidninger. Perfekt at man ikke skal ud i mørket og hen til et andet sted… og perfekt at opbygge nye vaner, dér hvor de gerne skulle bide sig fast.. Jeg vil gerne med på et forløb igen en anden gang. Tak for dette.


Og så bare TAK for denne fine fine måned! Virkelig rørende og skønt at opleve at vi kan sidde sammen på denne måde mange forskellige steder fra.Det står som et lys midt i det hele for mig, den der følelse af at være forbundet i et fælles ønske. Tak for det og tak for dig, fineste dharmalærer Christin.


Mange tak for de gode, nærende samlinger i februar – og for alt det værdifulde, du har delt så generøst. Det har virket som små åndehuller for mig midt i en udfordrende tid. Og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg glæder mig over, hvordan denne form for fællesskaber kan udfolde sig – uanset at jeg endnu har til gode at møde dig fysisk. Det glæder jeg mig til!


Jeg kan ikke helt beskrive den storhed det er at have været med. Til dig christin en masse kærlige tanker og ønsker.


Jeg nyder dine meget inspirerende indlæg i sig selv og får også en energi i retning af gerne at ville høre mere. Mon du har planer om nye studiekredse?


Jeg holder, som altid, øje med dit nyhedsbrev og håber at kunne hægte mig på noget af alt det spændende du faciliterer. Jeg drømmer jo stadig om at du laver en slags meditationslærer-uddannelse. Du inspirerer mig og holder mig vågen og nysgerrig på stoffet og jeg elsker at følge dig. Tak, Christin.


Mange tak, kære Christin! Det er en herlig mulighed og påmindelse om, hvor kraftfuldt det er at læne sig ind i kontinuitet og fællesskabet. Jeg er glad for at deltage de morgener, hvor det kan lad sig gøre. Tak for rigtig god inspiration og nærvær.


Vi er super glade for at være med. Dine introreflektioner/undervisning er så inspirerende og klar og din guidning så mild og præcis vidunderlig så det er en skøn start på dagen. Tusind tak. Vi glæder os til i morgen


Det er så skønt t sidde sammen og blive beriget hver morgen!


Dine indledende ord her til morgen ramte i den grad ind i mig og jeg ville gerne høre dem igen.


vil alligevel gerne sende dig en stor tak for de dejlige input, du er kommet med igennem hele februar måned. Det har været utroligt givende og noget, jeg vil tænke videre over. Din måde at tale på og formulere dig på giver en fantastisk god følelse af accept og medmenneskelig kærlighed, som strømmer hjem i stuen – tak for det.


Tak for dejlige meditationer her i feb samt dine kærlige guidninger.
Det har været en god måde for mig at komme i gang med meditation igen. Det har været en god måde at vågne på om morgenen og få fokus på dagen.
Jeg er med, hvis det kommer igen. Tak for dig!

Christin Illeborg Jeg er insigtsmeditations-, mindfulness- og yogalærer. Jeg startede med at meditere i 2000 og har løbende uddannet mig. I 2022 fuldførte jeg Bodhi College’s Dharma Teacher training som elev af Christina Feldman (UK). Jeg underviser mindfulness-baserede programmer (MBCT / MBSR), samt indsigtsmeditation formet til vores nordiske levevilkår. Jeg leder meditationsretreats i Dk/udlandet og nyder at tilbyde workshops, praksisdage og årelange studiegrupper. Jeg underviser og vejleder både enkeltpersoner, grupper og virksomheder. Jeg er en af grundlæggerne af Copenhagen Insight Meditation. Før jeg blev meditationslærer på fuld tid, har jeg uddannet mig og arbejdet som filmklipper DDF.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

- og få en lille gave som tak

Jeg skriver med jævne mellemrum – stille, ærligt og uden støj.

Tak for din tilmelding.