Tryghed er begyndelsen
Hvad betyder Khema?
Tryghed er blevet et vigtigt ord for mig. Ikke fordi Buddha talte meget om psykologisk tryghed, men fordi jeg efterhånden ser den som en forudsætning for al læring. Buddhistisk praksis handler om at lære gennem sine egne erfaringer. Og det er svært at være nysgerrig på sin erfaring, hvis nervesystemet ikke først oplever en grundlæggende tryghed.
I den tidlige buddhisme findes der et ord, som måske peger mod noget beslægtet, men også videre end det. Ordet er khema. Det oversættes ofte med sikkerhed, fred eller et sikkert tilflugtssted.
En ung kvinde: Sagde til mig – At hun for første gang havde følt sig tryg hele vejen igennem en længere undervisning og guidning med meditation. Hun takkede mig for de mange venlige ord i guidningen, men mest for langsomheden, der gjorde at hun havde kunnet følge med. Det gjorde hende glad og tryg, at hun følte at der var plads til hende, at hun faktisk kunne gøre det guidningen opfordrede til, nemlig at udforske at være forbundet og hjemme i sin krop, ved helt enkelt at mærke de skiftende fornemmelser i kroppen.
Jeg synes det er magisk hvordan fornemmelsen af at være tryg, kan åbne for vores nysgerrighed og en naturlig udforskning som den unge kvinde så fint beskrev. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hun fik oplevet en lille flig af den frihed, som buddhismen peger på med ordet nibbāna (frigørelse) nemlig at føle sig fri, levende og i stand til at være sammen med hvad som helst der er her.
For mig er tryghed ikke målet, men begyndelsen. Når vi føler os tilstrækkeligt trygge, bliver vi nysgerrige. Og nysgerrigheden åbner et indre rum, hvor en dybere følelse af sikkerhed gradvist kan vokse frem. Det er den kvalitet, buddhismen peger på med ordet khema.
Pema Chödrön, en vidunderlig 90-årige buddhistiske nonne, taler ofte om at skubbe til komfortzonen. Jeg har aldrig været så glad for det ord. For mig handler det ikke om komfort, men om at være ærlig over for vores kapacitet. Om at tage de udfordringer, vi kan være i, arbejde med og vokse igennem, uden at blive overvældede. Vi har brug for udfordringer, men vi har også brug for et nervesystem, der er roligt, ellers er der ikke adgang til hverken nysgerrighed eller heling. Heling kan ikke ske i overvældelse men i tryghed. Buddhistisk praksis er en balanceakt.
Når der er den rette balance mellem tryghed og det, vi kan rumme, begynder der at åbne sig et indre landskab i vores meditationspraksis. Det er svært at beskrive, men det er en af de største glæder ved praksis for mig.
Nogle af mine elever/deltagere beskriver det indre landskab som en oplevelse af, at det indre rum bliver større end kroppen. At sindet ikke længere opleves som noget, der kun findes oppe i hovedet, men som et åbent, levende rum med en helt anden udstrækning end kroppen. Som et landskab eller en katedral, hvor der er højde, dybde og stilhed. Et sted, hvor alting kan være til stede uden nødvendigvis at støde sammen. Hvor tanker, følelser og kropslige fornemmelser kan bevæge sig frit, uden at filtre sig ind i hinanden. Lidt som tangplanter.
Buddha talte ikke om psykologisk tryghed på samme måde, som vi gør i dag, for eksempel som en forudsætning for at hele traumer, stress eller andre former for følelsesmæssig overbelastning. Hans fokus var et andet.
I stedet beskrev han en vej, hvor bestemte kvaliteter, når de udvikles og forfines, gradvist fører til en dybere indre sikkerhed: det han kaldte khema. En sikkerhed, som ikke afhænger af, om livet er let, men af den måde vi møder livet på.
Vejen begynder med sīla (etik), som dybest set handler om, hvordan vi er sammen med os selv og hinanden på en respektfuld måde. Hertil kommer mindfulness (sati), indre ro (samādhi) og visdom (paññā) som nogle af de vigtigste kvaliteter på vejen. Når disse kvaliteter modnes, opstår der gradvist en indre stabilitet og sikkerhed, hvor stress og indre uro ganske enkelt får dårligere vækstbetingelser.
Men vi kan ikke gå vejen alene. Derfor vil jeg også nævne kalyāṇamittatā – de gode venner – som Buddha igen og igen fremhævede som en afgørende del af praksis. Det er de mennesker, der både udfordrer os, så vi kan se klarere, hvad der er vigtigt, og som støtter os, når vejen bliver svær. Vi har brug for fællesskab. Vi har brug for varme, omsorg og for indimellem blot at sidde sammen i stilhed.
–
Hvis teksten talte til dig, er du meget velkommen til at kommentere, skrive til mig eller dele den videre.
