Mens jeg sidder og lader fingrene skrive det, jeg ved om oprigtighed og integritet (på pali: Sacca) til en studiekreds, opdager jeg, at der samtidig kører et ganske svagt andet spor i mit hoved.
Det er en næsten utydelig strøm af tanker – eller måske nærmere tankestumper, rester eller billeder, små scenarier og situationer. Nogle vil måske bedre kunne genkende det som en stemme. Den handler om noget helt andet end det, jeg faktisk er i gang med; nemlig at forberede mig til en studiekreds.
Tanker bag tanker – eller måske snarere tanker i skjul bag det, man ellers laver – er ikke tanker, man tænker aktivt. I mindfulness-baseret kognitiv terapi (MBKT) kaldes de automatiske tanker. Og hvis man har perioder med tunghed, angst eller stress, taler man ofte om automatiske negative tanker. Det er ikke tanker man selv aktivt skaber. Jeg tænker nogle gange også på dem som sekundære tanker, fordi de opstår bagved det, vi egentlig er i gang med.
Lige denne morgen er det meget tydeligt for mig, at de automatiske tanker ligger bagved de primære tanker, som skulle beskæftige sig med min forberedelse til en studiekredsen. Men for det meste er de godt skjult som en bagved-liggende stemning eller de ligger vævet ind i mellemrummene, mellem de tanker man ellers har, som et lille kommentar-spor. Hvis du bedst genkender dette spor som en stemme – den anden stemme – så er det altså dem den kognitive terapi kalder for de automatiske tanker.
Jeg har også mange automatiske lyst-til-tanker, som ikke umiddelbart er negative, men som alligevel kan drive mig til vanvid, fordi de over tid kan føre mig ud i et vildnis af aktiv stress. De tanker handler om alt det, jeg har lyst til at lave af kreative sysler. Idéer. Forestillinger. Ting jeg vil gøre i haven, i køkkenet, i keramikværkstedet, med hundene. Nye kurser jeg kunne tænke mig at deltage i – eller selv at lave.
På en måde giver disse bagvedliggende strømme af tanker energi. De kan give mig flow i haven og motivere mig til at prøve noget nyt. Men på et tidspunkt kan de begynde at ændre karakter. Hvis jeg ikke er opmærksom – eller måske mere præcist: hvis jeg ikke er i stand til at lade dem ligge, når det er nok – kan jeg blive overvældet af dem, selvom de både er gode, sjove og kreative.
Langsomt begynder jeg at høre disse bagvedliggende tanker som krav. Noget jeg skal adlyde, men ikke kan opfylde.
Stemmen kommer med nye forslag til ting, jeg ikke kan nå, fordi jeg ikke har energi nok eller timer nok i døgnet. Jeg bliver rastløs, fordi jeg ikke ved, hvilken af de mange lyst-til-tanker jeg skal prioritere, så jeg faktisk får omsat noget til handling.
Jeg ved, at der er mange mennesker, for hvem denne bagvedliggende strøm af sekundære tanker – lyse eller mørke automatiske tanker – er meget stærk. Måske ligefrem larmende og befalende. Den kan løbe løbsk i et tankemylder af bekymringer og katastrofescenarier. Og så bliver det særligt svært at fastholde den primære tanke – den, der hjælper os med at være nærværende med det, vi faktisk er i gang med.
Man kan også sige, at den primære tanke hjælper os med at være mindful: at holde fokus på det, vi laver – men også på det større billede: at holde hjertets kompas på det, som er meningsfuldt og vigtigt for os.
Det er også mindfulnessens formål. Oversat betyder mindfulness (på pali: Sati) at huske, eller måske mere præcist at genhuske. Og det giver jo så god mening, at mindfulness fører os tilbage til det, vi egentlig ville. Til det, der er vigtigt. Mindfulness har evnen til at afskære det spind af tråde, som har det med at trække os afsted mod noget, der ikke altid gør os godt.
Taler vi om stress, angst eller depression, bliver det tydeligt, hvordan de sekundære tanker kan trække os i grøften. Hvis jeg skal bruge mit eget eksempel fra denne morgen, kunne det være, at jeg blev i tvivl om, hvad jeg skulle vælge blandt alle lyst-til-tankerne. Jeg ville måske vælge den idé, der umiddelbart havde mest energi i sig. Den tanke, der lokkede med mest glæde og flow. Lad os sige, at keramikværkstedet løb af med sejren, og at jeg kort efter sad derinde med leret.
Men så ville der også opstå en kamp mellem at blive dér og alt det andet, jeg egentligt skulle have lavet. Det giver en spænding, det er ubehageligt. Og så ville jeg begynde at spekulere over, om jeg overhovedet kan undervise studiekredsen. Om jeg har noget som helst at sige. Om jeg egentlig ved noget og så videre…
Du kender nok spiralen. Den, der ender i selvkritik, tvivl og tristhed.
Når man vil ud af spiraler af stress, rastløshed eller udmattelse, er den vigtigste øvelse at begynde at holde et venligt fokus på én ting ad gangen. At øve sig i at lade de sekundære tanker være – eller hoppe af dem, når man opdager, at sindet er blevet optaget af dem. At opdage, når de har lokket én væk eller simpelthen mast sig ind. Det er derfor, det kan opleves så befriende at være nærværende med det, vi laver. Fordi det giver de bagvedliggende automatiske tanker dårligere vilkår.
Og omvendt, hvis man altså ikke har lært at skelne mellem de primære tanker – og de sekundære tanker, kan det føles næsten klaustrofobisk eller provokerende at være nærværende, og man har bare lyst til at komme væk. Det hjælper de sekundære tanker dig gladeligt med, for de vil alt andet end være her. Men det er desværre en blind vej.
Det er faktisk ikke helt let at forklare eller sætte ord på. Men jeg gætter på, at hvis du bare har en lillebitte smule erfaring med mindfulness og meditation, så kan du nok genkende noget af det.
Ellers kan du prøve at lægge mærke til det i dag:
den der anden stemme.
Den anden strøm af tanker.
Når vi træner mindfulness, øver vi os specifikt på dette i meditationen:
at være opmærksom på det, vi gør lige nu.
Sidder her.
Mærker vejrtrækningen udvide brystet.
Mærker hvordan udåndingen beroliger nervesystemet og sænker sig gennem kroppen.
På en måde er det meget simpelt.
Men som det næsten siger sig selv ud fra det, jeg har skrevet her, er det også let at fare vild i sine egne tanker og blive forført af den indre stemme – enten den, der lokker med gode idéer, eller den, der overvælder med tunge, negative tanker. Så vi bliver i tvivl om det hele. Og måske får lyst til at give op.
Hvis du kan genkende noget af dette, er det en stor del af det, man arbejder med – stille og konkret – på mindfulnesskurser. Det er noget af det fundament og den forståelse, man benytter i det meditative arbejde med smerte og svære sindstilstande som stress, angst og depression.
Hvis du føler dig tiltrukket af mindfulness, vil du derfor før eller siden møde denne indsigt, fordi den er helt grundlæggende i buddhistisk psykologi og danner fundamentet for en dybere praksis.
Du er meget velkommen på et af mine kurser, hvis du ønsker støtte til dette hjælpsomme arbejde. Eller du kan øve dig hjemme – i dit eget tempo. Én meditation ad gangen. Én dag ad gangen.
Har du spørgsmål eller kommentarer til det, jeg skriver, er du som altid meget velkommen til at skrive til mig.
Tak.
Christin
Hvis teksten talte til dig, er du meget velkommen til at dele den videre.
