Jeg har brug for en pause

Jeg vil kun have 3 mentorsamtaler om dagen!

4 er for meget, 5 … så tager jeg af morgendagens ressourcer.

Når jeg sidder med et menneske foran mig, er jeg helt nærværende, lyttende til det sagte og til det usagte. Jeg skal kunne høre hvad personen foran mig har brug for at få indsigt i og forstå hvordan jeg bedst kan hjælpe lige nu.

Jeg er ikke et neutralt menneske, når jeg har mentorsamtaler. Jeg har erfaringer og indsigter som jeg deler, når det er gavnligt. Jeg bruger mig selv undervejs i samtalerne, lytter indad i de følelser og stemninger der bliver aktiveret hos mig og jeg bruger dem som pejlemærker til at holde kursen og som milepæle i forandringsprocesserne.

Der bliver grædt en del, men vi griner faktisk mere. Tårerne er smertebørn, men flest er de rørende tåre. Tårer der ofte kommer bag på os når vi finder hjem og igen står ved det inderste, det væsentlige og det der giver os tillid. Så griner vi.

Vi griner også fordi det er så kummerligt at vi som mennesker laver så mange svinkeærinder og krumspring. Vi griner fordi vi ser det. Vi ser at vi har så vilde sind, der kan fører os ud i de mest utrolige landskaber, spændende landskaber ja, men også steder hvor vi kan fare vild og har brug for en håndsrækning, for at finde vejen og for at kunne finde hjem til os selv.

Jeg er meget taknemmelig for alle de mange mentorsamtaler jeg har, men vi sidder altså ikke bare og hygger os og drikker te. Der sker utroligt meget i løbet af en time. Så jeg har brug for ro ind imellem. Jeg har brug for pauser og hvile. Jeg har brug for at lægge det til side og tanke op. Det er en del af mit job at hvile mig og det ligger i mit skema, som luft mellem mine aftaler. Så jeg må altså godt holde pause…igen!

Jeg tror på at noget af det fineste vi kan give et andet menneske er vores nærvær og det er svært at give vores nærvær når vi er trætte og fortravlede.

Så jeg holder pause ofte – også i dag, så jeg kan være noget for dem jeg skal møde i morgen.