20638869 illeborg@mac.com

Efteråret er ankommet med sine forandringer. Træerne er langsomt begyndt at skifte farve, himlen er høj og duften af muld træder frem.

Det er nu den tid, hvor sommerens overskud er ved at være lidt slunken, – det er tid til at vende blikket indad og suge næring op fra stille stunder og fordybelse.
 
Efterårets kommen sender måske længsel efter uldsokker og stearinlys og instinktivt får vi lyst til at putte os, række ud efter det nære og sænke farten.

Men det er også tiden, hvor de første tegn af modløshed, tristhed og stress giver os en ny tone indvendig og et venligt vink til at vi skal være opmærksomme.
 
“Mas ikke på, vær nærværende.” 

Noget af det mest frisættende for mig er den dybe erkendelse og forståelse af at der ikke er noget jeg skal gøre, når tonen slår an. Jeg skal ikke gøre noget, ud over at være nærværende sammen med den og lytte til dens sang. Det gælder mig selv eller den person jeg er med.
 
Vi vil så gerne hjælpe og har måske læst bøger om det. Men at tro vi skal gøre, ordne, fikse eller få noget til at gå væk, gør blot tonen mørkere. Så prøv ikke at hjælpe, vi lægger kun et yderligere pres på vores skuldre, når vi tror vi skal gøre noget.

Kernen i dette arbejde er ikke at skubbe på, men at tilbyde vores helende nærvær. Vi skal ikke gøre noget, men heller ikke vende os bort.

“Lyt til tonerne, og vend dig ikke bort.” 

Det jeg fortæller om her, handler først og fremmest om at lytte til sine følelser, sin krop og tanker. Det er en lytten der stiller os til rådighed for vores følelser, krop og tanker. Det er en lytten der ikke skelner, men som lytter uden forbehold til alle stemmerne, ikke kun dem der råber højest, men også til den stille hvisken. Det er en tålmodig lytten der ikke straks reagerer på det første vi hører, men en lytten der fortsætter med at lytte, til alt er blevet hørt, hele vejen rundt.
 
“Bare at være – er alt hvad du behøver at gøre.”
 

  1. Stil dit nærvær til rådighed for dig eller en anden.
  2. Brug vægten af din krop til at blive stående, lad være med at mase på eller blive revet med.
  3. Lyt og lad være med at analysere, lyt til det hele, hele vejen rundt.
  4. Lad være med at vende dig bort.
  5. Bare vær hos dig selv, eller den person du er med lige nu.

 
Du kan prøve det i denne meditation:
 
Sæt dig godt tilrette på en stol eller pude.

Mærk kontakten mellem kroppen og stolen, puden, gulvet.

Lige som en sten der synker ned gennem det klare vand, på bunden af en flod, lad dig synke ned og mærke tyngdekraften og jordforbindelse gennem vægten i kroppen og kontakten til det fundament du sidder på.

Sid et stykke tid og mærk kroppen og åndedrættet. Stil dig til rådighed som den der lytter, oplever og mærker kroppen og åndedrættet.

Når du er klar så udvid din opmærksomhed til at lytte til andre aspekter også. Lyt og mærk din stemning, dine følelser, kroppen der giver lyd fra sig og de tanker der strømmer ind og ud.

Når du bliver revet med i strømmen af en tanke, og du måske begynder at reagere ved at deltage i tankerne, analysere, gennem bekymring, planlægning og drømmerier så gør dig tung igen, synk ned på bunden af floden og lad det klare vand strømme hen over dig.
Giv dig igen til at lytte og mærke din stemning, dine følelser, kroppen der giver lyd fra sig og de tanker der strømmer ind og ud.

Prøv ikke at gøre noget, prøv ikke at holde fast i noget eller skubbe noget væk, bare lyt og giv dig selv mulighed for at sidde et stykke tid og mærke effekten ved at blive siddende og lytte lidt længere.

God fornøjelse.

Skærmbillede 2015-09-12 19.48.58

Tilmeld dig nyhedsbrevet

.

I det første brev har jeg samlet lidt godt til dig

 

Tak for din tilmelding. Du vil snart modtage en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding.