20638869 illeborg@mac.com

Det her er min historie med meditation under og efter min sygdom

 

Christina Brix Christensen
Psykolog og tidligere brystkræftpatient skriver

“Det jeg længtes allermest efter var at møde andre der var i samme situation. Et sted hvor man bare kunne være! Det at meditere i en gruppe gav mig modet til at mærke indad. Endelig kunne jeg begynde at lytte til og drage omsorg for mig selv efter et langvarigt sygdomsforløb.”

Jeg har igennem mit arbejde som psykolog brugt mindfulness i mine forløb med klienter og jeg har selv praktiseret i 6 år.

Det var dog først, da jeg blev syg med brystkræft og begyndte at meditere dagligt at mindfulness for alvor gav mening for mig. Det var et anker, der skabte ro og mod til at være med kroppen i den orkan som behandlingen bød den.

Under mit behandlingsforløb med kemo mediterede jeg primært på kropsskanning og visualisering og i mit forløb i ”Krop og kræft” – et træningsforløb som Rigshospitalet tilbød – mediterede vi dagligt efter træningen. Min meditationspraksis undervejs i behandlingen gav mig en følelse af selv at kunne skabe ro i kroppen og i hovedet og jeg fik en følelse af at have en lille smule kontrol i et kaos, hvor jeg ellers absolut intet kunne gøre.

Det var først da behandlingerne var afsluttet, at jeg oplevede at det blev svært at få mediteret. På det tidspunkt da den fysiske behandling var overstået begyndte angsten, vreden og sorgen at kræve sin plads og opmærksomhed. Det var følelser, der havde været lagt låg på, da det under den fysiske behandling primært handlede om eller i hvert fald forsøge på at lindre de fysiske gener og symptomer.

Jeg stod nu på den anden side af behandlingen og følte mig om muligt endnu mere sårbar og skrøbelig – og meget ensom og alene med mange tanker og ubearbejdede følelser. Jeg savnede meditationerne og jeg begyndte at reflektere over, hvad det egentligt var der afholdt mig fra at få sat mig. Min erfaring var jo, at den daglige praksis var så god for mig.

Jeg fandt ud af, at det handlede om, at jeg simpelthen ikke turde. Jeg turde ikke være alene med de følelser og tanker, jeg kunne mærke lå lige der under overfladen, som jeg ville møde, hvis jeg gav dem opmærksomhed.

I meditationen ville jeg skulle møde og konfrontere angsten. Jeg skulle sidde og mærke kroppen og forholde mig til alle de følelser: sorg, vrede og frygt – uden at løbe væk. Jeg skulle finde modet til at være alene med mig selv og alt det, der måtte dukke op. Flugten fra mine tanker og følelser stressede mig yderligere og var ikke holdbar. Og jeg længtes mere og mere efter ro, efter at lytte til, være tæt på og drage omsorg for mig selv igen. Det var så tiltrængt efter det lange og voldsomme behandlingsforløb.

Min udvej blev meditationer i en gruppe og et retreat med kvinder, der havde deres egne unikke udfordringer. I stilhed og nærvær med andre ligestillede, fandt jeg støtte og mod til at turde være med det der dukkede op. Jeg brugte tid på at tilgive mig selv for, at jeg havde fjernet mig fra mig selv under min sygdom, at jeg var flygtet og havde svigtet mig selv – og lærte at se på det med milde øjne.

Det var og er fortsat intenst, men også befriende og fantastisk stærkt at opleve, at jeg gennem meditationerne kan skabe tryghed og stabilitet i – og for mig selv.

Fra at føle at jeg var afhængig af et system af læger, fysioterapeuter og andre behandlere – til at finde frem til en praksis hvor jeg selv kan skabe et anker midt i en orkan og være i stand til at give mig selv det, jeg har allermest brug for har givet mig en følelse af tryghed – og selvværd.

Se Sanga for kvinder efter brystkræft

Tilmeld dig nyhedsbrevet

.

I det første brev har jeg samlet lidt godt til dig

 

Tak for din tilmelding. Du vil snart modtage en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding.